Eqducation

For ryttere, rideinstruktører og andre med relation til heste.

Mere om Eqducation

Formidling og forståelse med fokus på forbindelsen mellem hest og rytter. 

Eqducation er for dig, der er optaget af positive læreprocesser.  Dine egne, din hests, eller dine elevers.

Som rytter og underviser gennem mange år, med en læreruddannelse og en kandidatgrad i pædagogisk psykologi, vil jeg gerne hjælpe dig til at blive en bedre formidler, hvad enten det gælder i relation til din hest, eller til dine egne elever. 

Undervisningen tilrettelægges i forhold til den enkeltes ønsker og behov. Er du ikke motiveret, bliver det nemlig svært at motivere andre, hvad enten de er to eller firbenede. 

Undervisningen foregår, som kombination af teori og praksis, baseret på relationsarbejde, pædagogisk formidling, indlærings psykologi, samt hestens natur og biomekanik. Dette vil give dig indsigt  i på en pædagogisk og systematisk måde at tilrettelægge sunde og sjove læringsforløb for din hest eller for andre ryttere. 

Hvad tilbyder vi

Kurser & kontinuerlig undervisning

Eqducation henvender sig til både ryttere, undervisere og andre med relation til heste.

Undervisningen tager altid afsæt i et minikursusforløb, tilrettelagt for dig alene eller som en del af et mindre fællesskab. Som en introduktion til min måde, at arbejde med et givent område, tilbyder jeg et Introforløb bestående af både teori og praksis. Vi tager udgangspunkt i dit ståsted - såvel som dine udfordringer og forventninger. På den måde oplever jeg, at vi bedst får skabt en positiv læringsrelation, der kan danne baggrund for dit videre uddannelsesforløb. Efterfølgende kan undervisningen fortsætte, som en række af minikurser, eller som enkeltlektioner.

Til dig som rytter..

Jeg henvender mig til dig, der gerne vil have det bedste fra det meste... Jeg har et bredt fundament af erfaring og ønsker at bygge bro, fordi jeg selv har oplevet følelsen af at være "klemt"  mellem forskellige rytterkulturer. For mig er det ikke vigtigt om du rider på Kandar eller i Cordeo. I "Bomsadel" eller "Bareback". Det der betyder noget er, at du interesserer dig for, hvordan man tilrettelægger et sundt og sjovt uddannelsesforløb for dig selv og din hest. At du træner kontinuerligt og oprigtigt ønsker indsigt i din hests sind og krop såvel som i samspillet mellem jer. 

Til dig som underviser..

Rigtig mange undervisere er dygtige ryttere, der gerne vil formidle deres kunnen, men som ikke har nogen uddannelse i dette. Hvordan tager du hånd om en ekstrovert hest med en introvert rytter, eller omvendt ? Hvilke pædagogiske og didaktiske overvejelser og metoder fører til bedst udbytte af undervisningen, for en given elev ? - og hvordan formidler du et basisfundament til forældre, der ikke har forstand på, eller interesse for heste ? Teoretisk indføring i kognitive, pædagogiske og psykologiske processer, krydret med praktiske øvelser, vil danne baggrund for et forløb for dig som underviser. Det forventes endvidere at du selv bidrager med egne erfaringer fra feltet, så sparring på tværs af fællesskaber kan opstå. 

Til dig med angst for ridning og heste..

Alt for mange går rundt med ondt i maven, enten når de skal håndtere deres heste eller når de ser deres kære arbejde med de store dyr. I dette forløb arbejder du med dig selv og din angst i relation til hesten. Vi arbejder kontinuerligt med at afkode kollektive kulturelle forståelser af "rigtigheder" og "dygtigheder" , og forsøger at skifte dem ud med individuelle forventninger og forståelser af det positive og udviklende samvær. Arbejdet vil være en kombination af teori og praktisk arbejde med hestene.