Føltræning, for lidt eller for meget..

2018-01-26

Der skal ikke herske tvivl om, at Følle bliver trænet mere, end jeg ville træne en normal fungerende plag. Men det er nu engang det Følles krop har brug for, såfremt han skal have en chance for at overvinde sit bevægehandicap. Jeg vil dog godt i den sammenhæng argumentere for, den gyldne middelvej i håndteringen af plage, såvel som i så meget andet. Det er ikke et problem, at unghesten leger vildhest til den er både tre, fire og fem år. Problemerne opstår imidlertid i de tilfælde, hvor ejeren af den unge hest, forventer at den kan transformeres fra vildhest - til ridehest på få måneder. Som alle andre læreprocesser kræver det tid at absorbere nye indtryk, også når man er en ung hest. Derfor er jeg sikker på, at det kan være mindst lige så optimalt for hesten, at den håndteres løbende, også i de unge år, når bare man ved, at det ikke betyder, at hesten skal præstere noget eller rides før, fordi den er vant til at være "i hænder".