Livet er farligt, vi risikerer at dø af det... ja faktisk er det umuligt at overleve, ihvertfald i det store perspektiv. 

Nogle gange bliver vi imidlertid mindet om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt det kan ændres. Dette skete for mig, da jeg på et split-sekund, gik fra at være i gang med at tilride en ung og emotionel welshhoppe, til at ligge i en hospitalsseng med to brud på rygsøjlen, komplet afhængig af andres hjælp i alle henseender. 

At komme tilbage til livet, som det så ud før min ulykke, var i første omgang en fysisk kamp og bagefter en emotionel udfordring af de helt store, som jeg over tid måtte sande aldrig helt ville lykkes...Jeg arbejdede på daværende tidspunkt professionelt med heste og undervisning på Jennysminde og i kølvandet på min ulykke oplevede jeg, at være bange for at komme tilbage i sadlen igen. 

Selvom om jeg med mit intellekt forstod og kunne forklare andre, at ulykken var et hændeligt uheld, og som formentlig ikke ville gentage sig, forstod min krop det ikke!  Efterfølgende følte jeg - selv i snor på min fasters gamle Islandshest - i bedste fald ingen glæde og i værste fald en snert af panikangst. 

Det var på en gang frustrerende og skamfuldt, og hele mit liv var oppe til overvejelse.. Var der grund til at kæmpe for at generhverve nogle ridekompetencer, der dybest set kunne invalidere eller slå mig ihjel ? Kunne man undervise andre, hvis man ikke selv turde sætte sig i sadlen? - Og hvis ikke jeg turde ride, kunne jeg så ikke lige så godt sælge mine heste...?  og  vores hjem - min kære slægtsgård, som min mand og jeg havde kæmpet gennem flere år for at ombygge til en tidsvarende hesteejendom.  Spørgsmålene var mange, men svarene lod vente på sig...

Heldigvis kom de over tid, svarende. Startende med en erkendelse af, at jeg ikke behøvede, at blive den sámme igen. Det var måske endda en kvalitet, at forsøge at udvikle sig lidt, når nu man var blevet udstyret med en second chance. 

Den første del af processen blev et arbejde med at erkende og sætte mig selv fri fra de kulturelle opfattelser af, hvordan man var en dygtig rytter, i de rytterfællesskaber jeg tidligere havde lænet mig op ad. 

I stedet begynde jeg at fokusere på at være en glad rytter og en tryg rytter... og mit mangeårige arbejde med HMS og biomekanisk træning fra jorden, blev udbygget med en masse miljøtræning og akademisk ground, hand og longework.

Efterhånden som jeg fik fjernet presset fra mig selv, om " at skulle være sådan en " Der gjorde bestemte rigtige rideting, på bestemte rigtige tidspunkter - og i stedet begyndte at lade min intuition råde og min egen og mine hestes glæde definere vejen, forlod min rideangst mig stille og roligt og jeg ser mig selv nu, som en langt bedre rytter, end jeg nogen sinde har været før. En rytter der udvider, men aldrig overskrider, hverken mine egne eller mine hestes grænser, for at være "dygtig" i kulturelt defineret forstand.  Den proces jeg var igennem, har jeg forsøgt at beskrive til glæde og gavn for andre, gennem modellen GENTAG.

GENTAG 

Gør det gode, der glæder. Min oplevelse er, at folk med rideangst stadig har nogle ting i det at have hest, som de holder af, ellers havde de sikkert solgt den. Det kan være at børste hesten, at gå en tur med den, eller at sidde i boksen og lytte til dens gumlen. Kæmper du med rideangst, så start med kontinuerligt at gøre det du føler dig tryg ved, og giv dig selv lov til at gøre netop det - uagtet, hvad andre mener. Italesæt, at du har valgt, at gøre det, der gør dig glad. Det er svært for andre at sige noget til, at du har taget et bevidst valg om, at bruge din fritid på det gode der glæder dig, og det vil give dig ro.

Emotionel indsigt. Der er meget fokus på positiv psykologi i denne tid og det er selvfølgeligt positivt, i hvert fald til dels...For  selvfølgeligt er det vigtigt ikke at blive hængende i negative tanke- og handlemønstre og intet er så dræbende, som mennesker der altid føler sig forurettede, eller som udelukkende ser deres livsbæger, som halv tomt. Omvendt er det en illusion at tro man bliver lykkelig af, at benægte den sorg og de bekymringer vi møder på vores vej. At gøre dette, er i sig selv et destruktivt handlemønster. En klog mand har engang sagt; at man ikke kan se stjernerne uden mørket. Deri ligger en kærlighedserklæring til livet i al sin uperfektion. Vi er nødt til at finde de udviklingspotentialer der ligger, nogle gange meget godt gemt, i de udfordringer vi møder på vores vej. Vi skal minde os selv om, at der kan være lige så meget potentiale i at stå i mørket og kigge mod stjernene, som at sidde i lyskeglen og kun have udsigt til mørke. Med Emotionel indsigt mener jeg altså, at når vi mærker ulyst, ubehag og angst såvel som andre "negative" følelser, så skal vi anerkende dem og bruge den tid på dem, som er nødvendig for at lære at håndtere dem konstruktivt. 

Nysgerrighed. Uden nysgerrighed, ingen refleksioner. Uden refleksioner, ingen mulighed for at blive klogere. Hvis vi ikke bliver klogere på os selv, på den kultur vi er en del af og på evt. uheldige mønstre vi indgår i, har vi ikke mulighed for at ændre og forbedre vores handlemuligheder. Nysgerrigheden skal også indbefatte vores hest, vores træningsmetoder, de vilkår vi tilbyder hesten og os selv at arbejde under, sådan at vi nysgerrigt søger ny viden, når vi oplever at den viden vi havde i forvejen, ikke løser en given problemstilling.

Tryg træning og "tanker er kun tanker". Lad os starte med den sidste. Jeg tror på, at mennesket er udstyret med en intuition. Jeg tror endda, at vi kan øve os på at bruge den og derved komme bedre overens med os selv i vores handlinger. Men det er ikke det samme som at alle vores tanker altid er et udtryk for en sjette sans og en "højere viden" - og gud være lovet for det, om jeg må være så fri. Var det tilfældet, ville min familie nemlig være udslettet fra jordens overflade mindst 136 gange, i alt fra bilulykker til massemord, over tsunamier og flykatastrofer. Vi katastrofetænker alle sammen, altid. Det har i evulotionsmæssig sammenhæng været udslagsgivende for, at vi ikke som art er uddød for længst. For vi er ikke særlig robuste - os mennesker, men vores tankevirksomhed har sørget for at holde os i live ved at få os til at samle forråd, bygge huse og lave ild, fordi vi har kunnet forestille os, at kolde, våde eller ufrugtbare tider lå lige om hjørnet. Sideeffekten af dette er imidlertid, at vi oftere bekymrer os om ting, der aldrig nogensinde kommer til at ske, end at vi glæder os over det, der går godt. Så når din hjerne fyldes med ubehagelige billeder af alt det, der kan gå galt i arbejdet med din hest, så mind dig selv om, at tanker kun er tanker og brug lidt tid på at more dig over alle de forfærdelige ting din hjerne tidligere har tortureret dig med, som heldigvis ikke er blevet til sandhed af den grund...

Med tryg træning mener jeg at installere nogle "sikre knapper" i arbejdet med din hest. For mig har det f.eks. været at lære min hest at "klik" altid betyder guf, hvis man står stille. Derfra har jeg udvidet min træning til at "ubehagelige" ting går væk, hvis min hest står stille. Til det har jeg "miljøtrænet" med plastik, paraplyer og sågar biler og traktorer. Det har gavnet ikke kun mine heste og mig selv, men også de elever, der får lov at ride mine heste. Forestil dig, at skulle lære at galoppere - og så miste balancen... Ja ofte er der kun en løsning på dette og den giver blå mærker... Forstil dig så, at du kan sige en lyd, der med 99.9 % sikkerhed får hesten til at stå stille, så når du kommer i galop og mister balancen, siger du din lyd, og hesten står stille... Da bliver resultatet heldigvis som oftest et andet og det giver lyst til at øve sig en gang mere og bidrager til gode oplevelser på "pluskontoen". Jeg har sågar engang lykkedes med at få en hest til at stå stille, mens jeg fik den viklet ud af en hegnstråd. En situation der også kunne have været blevet en katastrofe, men som takket være "tryg træning" i stedet blev til endnu en oplevelse på "pluskontoen".

Anerkend, accepter og arbejd med at udvide grænserne for dig og din hest. For kort tid siden havde jeg en samtale med en af mine elever. Hun fokuserede meget på alt det hun ikke kunne. Hun synes piaffen og den høje skole lå alt for langt ude i fremtiden. Hun synes, at hendes Versader var for dårlige, at hendes hest var for sløv i trav og faldt på højre skulder i galop. Jeg genopfriskede så for hende, at da hun kom til mig for to år siden, turde hun ikke ride på sin hest, hun var bange for at trække den og utryg bare hun skulle stille den på staldgangen for at børste den. Vil vi af med vores rideangst er vi nødt til at acceptere, at det en en proces og at den kan være langvarig. Det er dog lige så vigtigt, at vi anerkender os selv og vores hest for hver ny opgave vi giver os i kast med og at vi bruger mindst lige så lang tid på at glæde os over små nye ting der lykkes, som vi før brugte på at bekymre os over det, der kunne gå galt.

Gentag, Gentag, Gentag... Der skal mindst 10 gode oplevelser til at opveje en enkelt dårlig og husk også at rytteruddannelsen varer evigt, derfor er det vigtigt at nyde processen, for målet når vi aldrig.