Hvad tilbyder jeg 

Ryttere

Arbejde fra jorden

Arbejdet fra jorden, foregår fra tre forskellige positioner.

1) Groundwork positionen, hvor man går foran hesten, og direkte kan influere på schenkelleje og næseryg samtidig med, at det er muligt at se, hvordan hesten bruger sin krop.

2) Longearbejdet, hvor man også kan se hesten i fuld figur, men fra en anden vinkel og som letter arbejdet i forskellige takter og tempi. 

3) Handwork position, som er en position, der er direkte overførbar til ridning, hvor hjælperne kan indlæres præcis, som hvis du red på hesten.

Alle former for jordarbejde har imidlertid samme formål, nemlig i første omgang at løfte T1 hvirvlen op, sådan at rygmuskulaturen og ligament kan begynde at løftes og strække sig. Dette muliggør, at hesten kan begynde at hvælve sit bækken og styrke sin psoasmuskulatur.

I arbejdet fra jorden arbejder vi bl.a. med den halve parade, forstået som evnen til at åbne leddene i haser og knæ. Ligesom vi arbejder med i Versade og Traversade, at skabe forståelse for og muskler til en øget bæring på bagbenene. Ofte giver det endvidere mening, at præsentere en given øvelse for hesten, netop via arbejdet fra jorden, sådan at hesten opnår en forståelse for øvelsen, uden at rytterens vægt og ubalancer i rytterens krop influerer på denne forståelse.

Arbejdet fra ryggen

Med basis i Vygotskys læringsteori om "Zonen for nærmeste udvikling", og med udgangspunkt i din og din hests nuværende kundskaber og kropslige formåen, videreudvikler vi sammen dine ridekundskaber.

Min undervisning tager udspringer fra en praksisnær teori om, hvordan hest og menneske biomekanisk er bygget op. Hvordan vi influerer på hinanden i ridemæssig sammenhæng og hvordan en læringsteoretisk introduktion er med til at skabe et fælles sprog mellem hest og rytter, der gør det nemt for hesten at forstå og udføre øvelser - også på højt niveau. 

Jeg underviser hovedsageligt i dressur, men i bredest tænkelige forstand, hvor mange forskellige aspekter spiller sammen om, at udvikle equipagen mest muligt. Det være sig relationsarbejde, bodyawareness, trick, miljøtræning og sågar springarbejde.  

En vigtig faktor for et vellykket træningsforløb er imidlertid rytterens motivation. Uden motivation ingen lyst til at forsætte arbejdet og derved ingen resultater. Derfor tager jeg, som underviser altid udgangspunkt i dine ønsker og ambitioner, under hensynstagen til din hests forudsætninger. 

Miljøtræning

Ridning bliver først rigtig sjovt, når vi ikke er låst af en geografisk placering. Det er ærgerligt ikke at få udbytte af et kursus, ikke at få vist hesten ordenligt frem på skuet eller til stævnet og ikke at kunne ride en tur med vennerne i skoven. Alt for mange heste og ryttere får ikke det optimale ud af deres samvær, fordi de ikke stoler på hinanden. Derfor arbejder jeg altid kontinuerligt med miljø-, trafik- og trailertræning, som en del af mit daglige arbejde. Det skaber afvekslende arbejdssituationer og mine heste bliver trygge, glade og sjove at have med i "byen".